04-02-09: 14:50 | af: Tobias Hertz
Foto: Anders-Christian Dahl, TV 2 SportenDen danske letvægtsfirer er et stykke dansk idrætshistorie. Siden 1994 har båden vundet seks verdensmesterskaber og tre OL guldmedaljer. Læg dertil flere sølv og bronzemedaljer, en lang liste af World Cup-sejre samt den nuværende verdensrekord. Det er ikke ufortjent at båden har fået kælenavnet, Guldfireren.
Den seneste triumf kom under OL i Beijing i 2008. Dengang var det Eskild Ebbesen, Thomas Ebert, Mads Kruse-Andersen og Morten Jørgensen der roede guldet hjem. Siden da har tre af roerne sagt farvel til roning på topplan, kun Morten Jørgensen har valgt at fortsætte karrieren.
Derfor har Dansk Forening for Rosport sat gang i en proces der skal sætte navne på de fire roere der skal føre de stolte traditioner videre.
I løbet af de kommende to måneder skal træner Bent Fransson finde frem til den konstellation der har de bedste muligheder for at holde fast i Guldfirerens fornemme medaljestatestik.
Den benhårde træning og udtagelsesproces har LPS fået lov til at følge. Derfor kan seerne i forårets LPS programmer komme helt tæt på de otte roere der konkurrerer om de fire pladser. Det bliver et unikt indblik i en benhård og topseriøs idrætsverden, hvor det er detaljer og marginaler der afgør hvilke roere der får drømmen om en plads på den legendariske Guldfirer opfyldt.
De otte roere er:
Morten Jørgensen, 23 år - OL guldvinder 2008, letvægtsfirer
Rasmus Quist, 28 år - dobbelt verdensmester, OL bronzevinder 2008, letvægts dobbeltsculler
Kasper Jørgensen, 23 år - OL reserve 2008, letvægtsfirer
Anders Christensen, 26 år - OL reserve 2008, letvægtsfirer
Christian Place Pedersen, 26 år - tidl. letvægtsotter
Jens Vilhelmsen, 24 år - letvægtsfirer, U23 VM
Lasse Dittmann, 25 år - tidl. letvægtsotter
Jacob Barsøe, 20 år - letvægtsfirer, EM 2008