17-09-09: 16:54 | af: Ritzau
Foto: ScanpixBordtennisspilleren Michael Maze er klar til tredje runde af EM, der bliver spillet i tyske Stuttgart. Tredjeseedede Maze, som sad over i første runde, besejrede svenske Andreas Tornqvist 4-0 i sæt med cifrene 12-10, 11-4, 12-10, 11-6, og danskeren skal senere torsdag igen i aktion.
Maze er for tiden i storform, hvilket han viste under holdturneringen tidligere på ugen. Her spillede Maze en hovedrolle i danskernes sølvmedalje, og i onsdagens 2-3-nederlag i finalen mod Tyskland besejrede Maze sågar Timo Boll, der er favorit til at forsvare sin EM-titel i single.
Martin Monrad, som også var med til at sikre Danmark sølv i holdturneringen, er ligeledes videre til tredje runde efter en tæt kamp mod en israeler, der først blev slået i det syvende og afgørende sæt.
Kasper Sternberg er til gengæld færdig i singlerækken efter et 2-4-nederlag til en spanier.