09-02-10: 08:40 | af: Kristian Eshøj Josefsen
Foto: ScanpixHvis det står til den tyske promoter Team Sauerland, så vender sværvægteren 'Super' Brian Nielsen snart tilbage til ringen.
I det bemærkelsesværdige comeback skal kampen formentlig stå mod amerikaneren Evander Holyfield - en bokser, som Brian Nielsen tror på, at han kan slå.
"Han bokser sindssygt godt, men jeg er bedre end ham, hvis jeg får nogen til at træne mig op. Jeg har altid været bedst mod de bedste," siger Brian Nielsen ifølge Ekstra Bladet.
Har begge mødt Tyson
'Super' Brian lagde ellers handskerne på hylden for otte år siden på grund af et dårligt knæ, mens amerikaneren Holyfield - der nok er mest kendt for dengang i 1997, da Mike Tyson bed et stykke af hans øre af under en kamp - har bokset kampe på det seneste.
Brian Nielsen boksede i sin karriere 66 kamp og vandt de 64 af dem. To gange tabte han. Først til amerikaneren Dick Ryan og siden til netop Mike Tyson.
Brian Nielsen døjer stadig med dårligt knæ, men hvis han kan blive den skade kvit, så er vejen banet for den 44-årige danske bokser.