18-01-12: 10:01 | af: Mikkel Carøe, mica@tv2.dk
Foto: ScanpixDer er lange udsigter til et revancheopgør mellem de to boksere Mikkel Kessler og Andre Ward. For selvom Kesslers promotor er rejst til USA for at få kampen mod amerikaneren arrangeret, så er det langt fra ensbetydende med en kommende underskrift på en kontrakt.
"Der har ikke været nogen form for samtaler angående denne kamp. Det er alt for tidligt at diskutere, om det kan blive til noget, når der slet ikke er ført forhandlinger," siger Andre Wards promoter Dan Goosen til B.T.
Andre Ward vandt turneringen Super Six, som Mikkel Kessler måtte forlade på grund af en øjenskade. På sin vej til sejren slog Ward Kessler i en kamp, hvor danskeren følte sig bortdømt og Ward blev beskyldt for at nikke skaller.
Mikkel Kessler er på vej tilbage fra sin øjenskade, og det forventes, hans næste kamp bliver mod Robert Stieglitz, men det ultimative comeback for Kessler vil uden tvivl være at besejre Andre Ward.