28-01-12: 12:41 | af: Lars Fink, larf@tv2.dk
Auri Skrbalius er en glad man med sin nye tilgangBrøndby-træner Auri Skarbalius lægger ikke skjul på, at tilgangen af angriberen Simon Makienok Christoffersen fra HB Køge er en tilgang, som fremkalder glæde.
"Simon er en fantastisk tilføjelse til truppen, det er der ingen tvivl om. Han kommer til at passe rigtig godt ind på holdet både rent sportsligt, men også socialt det er jeg sikker på," siger Skarbalius til brondby.com.
"Han bringer nogle ting med på banen, som vi ikke har i forvejen. En råstyrke og et hovedspil, der giver os flere taktiske muligheder og mere tyngde i feltet. Så alt i alt er jeg en glad og tilfreds cheftræner i dag."
En klog fodboldspiller
Træneren kender angriberen temmeligt godt fra den fælles fortid i Køge, og derfor ved han også, hvad det er, som Brøndby kan drage nytte af i det nye samarbejde.
"Simon er en ung, dygtig angriber, som har potentialet til at lave mange mål, hvis man forstår at udnytte hans kompetencer," mener Skarbalius.
"Hans fysik og hovedspil taler for sig selv, men han er faktisk også trods hans størrelse en god og klog boldspiller. Han kan fortsat udvikle sig meget, og det ser jeg og resten af trænerteamet frem til at hjælpe ham med."
Simon Makienok Christoffersen er på kontrakt i Brøndby frem til sommeren 2016.