11-02-12: 10:08 | af: Ritzau / mica
OL-håbet Andreas Bube viste topform, da han løb den næsthurtigste danske tid i et indendørs 800-meter-løbKun Wilson Kipketer er nu noteret for en bedre dansk tid i et indendørs 800-meter-løb end OL-håbet Andreas Bube. Det er et faktum efter fredagens indendørs 800-meter-løb i tyske Düsseldorf.
Trods en lidt skuffende plads i B-heatet præsterede Andreas Bube med tiden 1.47,81 minutter den næsthurtigste tid indendørs nogensinde - sat af en dansk atlet.
Pensionerede Wilson Kipketer med kenyanske rødder har stadig den gældende verdensrekord på distancen i tiden 1.42,67, som blev sat i foråret 1997.
Topform før OL
Andreas Bube understregede med præstationen, der gav en tredjeplads i heatet og en samlet syvendeplads ved stævnet, at han er i topform før sommeren OL i London.
Med tiden kom Andreas Bube også under kravet til indendørs-VM, der finder sted i Istanbul om en måned.
Det er dog stærkt tvivlsomt, om Bube stiller op til VM, eftersom træningen er strengt tilrettelagt efter EM i juli og det efterfølgende OL.
"Taget i betragtning, at jeg ikke har lavet specifik 800-meter-træning endnu, men stadig arbejder på de basale ting, så er tiden i dag rigtig god, men jeg forventer dog stadig ikke at stille op til VM," siger Bube i en pressemeddelelse.
Godt spring af Jensen
Det var den 24-årige Bagsværd-løbers første start efter gennembruddet på 800-meteren i september, hvor han i Bruxelles udendørs løb distancen i tiden 1.45,04 minutter.
Længdespringeren Morten Jensen viste også fremskridt, da han i sit første forsøg sprang 7,86 meter.
Den 29-årige bronzevinder fra sidste års inde-EM formåede dog ikke at øge i de følgende runder, og i sidste ende gled han ned på en fjerdeplads.