04-04-07: 20:45 | af: Jes Mortensen
Han har netop taget den første danske individuelle EM medalje nogensinde, men Michael Maze er langt fra en tilfreds mand.
"Alle sportsfolk, der har skullet toppe formmæssigt, ved, at det er svært at gøre det to gange inden for seks-syv uger. Derfor synes jeg også, at det er hjernedødt af ETTU (Den Europæiske Bordtennis Union, red), at de har lagt et EM bare seks uger før et VM. Vi har det i forvejen svært mod kineserne, men de gør det godt nok heller ikke lettere for os," siger Michael Maze til TV 2 Sporten.
Det tætte program får den tidligere VM bronze vinder til at tvivle på, at dén succes kan gentages.
"Du får mig ikke til at sige, at det ikke kan lade sig gøre, men al statistik siger bare, at det nærmest aldrig sker, at den samme spiller spiller godt ved både EM og VM. Det gælder både mig selv, Timo Boll og Samsonov. Mig bekendt er der ingen, der har gjort det før, men jeg vil selvfølgelig gerne være den første. Og jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at når jeg har fået en pause, så er jeg sulten igen," siger Michael Maze.
VM spilles i Zagreb fra d. 21. maj.