30-07-10: 14:11 | af: Kristian Eshøj Josefsen / Mikael Hermansen | kommentarer () | Skriv kommentar
Fränk Schleck sender en stor tak til Bjarne RiisDet er med vemod i sindet, at brødrene Schleck forlader Riis og Team Saxo Bank. De to stærke ryttere skylder den danske cykelboss meget.
- Bjarne gav mig chancen for at vokse i cykelsporten. Og gennem Bjarne blev jeg en god rytter, det var han en stor del af, siger storebror Fränk Schleck, der allerede i 2002 kom til Riis' hold, til TV 2 Sporten.
- For mig står Bjarne som en af de bedste chefer, jeg nogensinde har mødt. Jeg har arbejdet med ham i otte år, og vi har en meget tæt relation, forklarer Fränk, der trods de flotte ord altså søger nye græsgange.
Vil have nye udfordringer
- Vi bliver ikke hos Bjarne, fordi vi leder efter nye udfordringer. Men vi respekterer Bjarne, siger den ældste af de to talentfulde ryttere.
Fränk Schlek er dog ikke bange for, at han og lillebror Andy efterlader Ørnen fra Herning i et tomrum uden cykeltalent på holdet.
- De kommer til at få et stærkt hold. Det er jeg slet ikke bekymret for, lyder det fra Fränk, der samtidig lover, at han aldrig vil bekrige Bjarne Riis' hold under et løb, selvom brødrene nu skifter til et konkurrerende mandskab.
- Vi kommer ikke til at køre mod Bjarne. Det ville vi aldrig gøre.