06-02-12: 15:18 | af: Simon Johansen, sijo@tv2.dk
Jørgen Leth har ikke troet på Contadors bøfhistorieDet lykkedes ikke for Alberto Contador at overbevise den internationale sportsdomstol, CAS, om sin uskyld. Da Contador i sommeren 2010 blev testet positiv for stoffet clenbuterol lød forklaringen, at det var på grund af et måltid og ikke et bevidst indtag af doping. Den forklaring var dog ikke god nok til CAS, og det kan TV 2 Sportens cykelekspert Jørgen Leth godt forstå.
"Jeg har aldrig troet på bøf-historien, det må jeg sige. Jeg har faktisk ment, at han har snydt. På den anden side har jeg fået stor sympati for ham på grund af sidste års præstation (i Touren, red.), og jeg var ikke i tvivl om, at han aldrig ville lave sådan en fejl igen," siger Jørgen Leth til sporten.tv2.dk.
I 2010 vandt Alberto Contador Tour de France, men måtte i 2011 nøjes med en femteplads, efter spanieren var skiftet til det danske cykelhold, Team Saxo Bank.
Riis klædt af
Netop Team Saxo Bank med Bjarne Riis i spidsen bliver ramt hårdt af mandagens afgørelse, der blandt andet udelukker Alberto Contador fra at deltage i Tour de France 2012.
"Det er et kæmpe tab for løbet og for publikum. Det er et tab for Tour de France, men en katastrofe for Bjarne Riis. Det er ærgerligt for Riis og for os, der følger ham. I denne situation er han blevet klædt af fuldstændigt," siger Jørgen Leth, der dog tror på et comeback for Contador.
"Med hensyn til Contadors omdømme, så tror jeg, at han er så stor en rytter, at han vil vende tilbage og blive tilgivet, når han har udstået sin straf. Jeg vil også tro, at Riis holder fast ved ham, for Riis har talt meget om den sympati og tiltro, han har til Contador," siger Jørgen Leth.