06-02-12: 17:32 | af: Mikkel Carøe, mica@tv2.dk
Foto: ScanpixTirsdag aften vil Bjarne Riis sammen med Alberto Contador redegøre for sine tanker om den toårige dopingkarantæne, som den spanske cykelrytter mandag blev tildelt af den internationale sportsdomstol (CAS).
Den danske Team Saxo Bank-chef har indkaldt til pressemøde tirsdag klokken 19.30 i Madrid.
"Efter en meget svær situation for vores hold har vi i dag endelig modtaget resultatet af høringen i CAS angående Alberto Contadors sag," siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.
"Resultatet var selvsagt ikke, hvad vi håbede på, men i øjeblikket er vores ledelse i gang med at gennemgå dommen og dokumentationen, så vi bedre kan forstå kendelsen," siger Bjarne Riis.
Mister sine sejre
CAS besluttede mandag, at Alberto Contador skal straffes med to års karantæne, fordi han i sommeren 2010 testede positiv for stoffet clenbuterol under Tour de France.
Alberto Contador straffes dog med tilbagevirkende kraft og må derfor køre igen efter den 5. august i år.
Til gengæld mister han sine resultater fra perioden efter den positive dopingtest, herunder Tour-sejren fra 2010 og sejren ved Giro d'Italia året efter.