08-02-12: 18:44 | af: Kristian Eshøj Josefsen, krjo@tv2.dk
Martin Pedersen har sandsynligvis brækket hoften under træning og ligger på hospitalet til behandling.Saxo Bank-rytteren Nicki Sørensen var nærmeste øjenvidne, da kollegaen Martin Pedersen (Christina Watches Onfone) kolliderede med en bil under en træningstur i Italien.
Nicki Sørensen kørte lige bag ved Martin Pedersen, da uheldet skete.
"Vi kommer kørende ind i en rundkørsel, hvor vi skal lige ud. Så skifter Martin vejbane samtidig med, at der kommer en bil for tæt på og ramer Martin på højre side," beretter Nicki Sørensen.
"Han falder hårdt ned i asfalten og lander på sin hofte," siger Nicki Sørrensen til sporten.tv2.dk.
Ligger på hospitalet
"Som jeg ser det, skete uheldet, fordi begge var uopmærksomme. Jeg synes ikke man kan give den ene eller den anden skylden," siger Nicki Sørensen.
Martin Pedersen har sandsynligvis brækket hoften under træning og ligger på hospitalet til behandling, skriver nyhedsbureauet Ritzau.
Han ligger lige nu på hospitalet, hvor han bliver undersøgt. Martin Pedersen skiftede til Christina Watches-Onfone før denne sæson efter fusionen mellem Leopard Trek og RadioShack.