10-02-12: 16:42 | af: Ritzau / krjo
Foto: ScanpixSelv om der ikke er mange brosten i Qatar, tyder det alligevel på, at belgieren Tom Boonen føler sig rigtigt godt tilpas på de asfalterede veje i golfstaten.
Fredag vandt den 31-årige Omega Pharma-Quick Step-rytter det arabiske etapeløb for fjerde gang i karrieren efter også at være endt øverst på podiet i 2006, 2008 og 2009.
"Dette lover godt for resten af sæsonen. Jeg ankom til Qatar i god form. Jeg er på rette spor mod en god klassikersæson," siger Tom Boonen ifølge AFP.
Fire sejre i 2012
Boonen, der skuffede fælt i sidste sæson, er nu noteret for fire sejre i 2012 og har dermed allerede på nuværende tidspunkt overgået sin 2011-høst på to sejre.
Sjette og sidste etape blev vundet af den unge franskmand og U/23-verdensmester Arnaud Demare fra FDJ-Big Mat efter et spurtopgør.
Tyler Farrar fra Garmin sluttede på andenpladsen i løbet, mens Juan Antonio Flecha blev nummer tre.