10-02-12: 21:15 | opd. 10-02-12: 22:31 | af: Allan Rossen, alro@tv2.dk / Kristian Eshøj Josefsen, krjo@tv2.dk
Foto: ScanpixFørst forlød det, at en dopingdømt Alberto Contador ville blive værdiløs for cykelholdet Team Saxo Bank med hensyn til at optjene point til ranglisten og sikre mandskabet Pro Tour-licens.
Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Allerede fra august i år, når karantænen udløber, bør spanieren kunne optjene point igen. Det mener Lektor i sportsret ved Aarhus Universitet, Lasse Lund Madsen.
Det regelsæt, der forbyder Alberto Contador i at optjene point til ranglisten i to år efter den udståede karantæne, er først vedtaget, efter Contador blev testet positiv under Tour de France i 2010.
Reglen først vedtaget efter lovbrud
"Man kan sige, at det her UCI-regelsæt, som er vedtaget, så vidt jeg forstår i 2011, ligger jo et år eller længere efter Contadors dopingforseelse."
"Og det er selvfølgelig problematisk, fordi der er et hævnbundet princip fra hele civiliserede verden, at man ikke straffer med tilbagevirkende kraft. Og nok så væsentligt, så er det princip også lovfæstet i wada-koden, som er antidoping-reglementets grundlov," siger Lasse Lund Madsen til sporten.tv2.dk.
Har et godt forslag til Riis
"Ikke alene er det ikke rimeligt, men det vil også være i strid med wada-koden og det her princip om, at man ikke straffer med tilbagevirkende kraft. Man skal jo kunne indrette sig efter de regler, der er på det tidspunkt, hvor man begår eventuelle forseelser," siger lektoren, der har et godt forslag til Riis og Contador.
"De kan jo prøve at påberåbe sig, at denne regel ikke kan gælde for ham, fordi dopingforseelsen ligger tilbage i tiden, og de alene kan gælde fremadrettet. Altså det vil sige fra september 2011."
"For at sætte det lidt på spidsen kan man sammenligne det med, at Fifa sagde til en fodboldspiller, der havde udstået sin karantæne, at du er velkommen tilbage og du er velkommen til at spille med, men de mål du eventuelt scorer tæller ikke. Sådan en fodboldspiller vil jo ikke komme på holdet," fortæller han.