17-05-08: 18:06 | opd. 17-05-08: 20:03 | af: Ingrid Mackay
Foto: ScanpixDen engelske Premier League-klub Portsmouth kunne lørdag eftermiddag lade sig hylde som vinder af FA Cuppen i fodbold på det ny Wembley efter en spinkel sejr på 1-0 over Cardiff fra den næstbeste række.
Portsmouths mål blev scoret kort før pausen af Nwankwo Kanu, da han fulgte op på et forsøg fra John Utaka, som Cardiff-keeper Peter Enckelman ikke kunne holde.
Premier League-holdet var dog meget langt fra at udspille det lavere rangerede hold, og der var spænding om udfaldet til det sidste.
Faktisk var det Cardiff, der kom bedst i gang med kampen og havde den første store chance efter 13 minutter. Men Portsmouth-målmand David James var på plads, og minuttet senere var det Portsmouth, der havde en lige så stor chance i den anden ende.
Helt tæt på kom Kanu efter 21 minutter, da han spillede sig selv fri i feltet, trak forbi målmanden - og afsluttede på stolpen. Men et kvarter senere kunne han så gøre skaden god igen. I overtiden i første halvleg lykkedes det endelig for Cardiff at få bolden over stregen, men der var fløjtet for frispark forinden.
I anden halvleg blev det ikke til de store chancer til nogen af holdene, men mod slutningen af kampen pressede Cardiff voldsomt på for udligningen. Det blev ved forsøget, og så kunne Portsmouth hæve trofæet for anden gang.