FCK sat tilbage i kampen om sølv

Chris KatongoFoto: Scanpix

FC København måtte søndag se sig passeret af FC Midtjylland i kampen om sølvmedaljerne, da holdet tabte københavnerslaget mod Brøndby med 1-2 i næstsidste runde af SAS Ligaen.

Som altid, når de to hold mødes, var intensiteten høj, om end spillet ikke altid var prangende, og første halvleg forblev målløs.

I anden halvleg kom Brøndby foran på mål af Samuel Holmén, men nåede kun at glæde sig i et minut, før Marcus Allbäck udlignede. Chris Katongo blev matchvinder for Brøndby.

Opgøret blev skæmmet af ballade, før kampen gik i gang, da FCK-tilhængere smed med indsmuglede romerlys og skabte panik på familietribunen på Brøndby Stadion. Kampen kom derfor først i gang med et lille kvarters forsinkelse.

Første halvleg bød trods manglende kvalitet i spillet på flere chancer til begge hold, men Brøndbys angribere var ikke skarpe nok, mens FCK bare i al almindelighed ikke kunne få spillet til at hænge sammen.

Da Brøndby kom foran efter 54 minutter, da et indlæg faldt ned for fødderne af Samuel Holmén, der uhindret kunne sende bolden forbi Jesper Christiansen i FCK-målet. Og det udløste stor jubel i Herning hos FC Midtjylland, der kæmper med FCK om sølvet.

Men både i Brøndby og Herning fik Marcus Allbäck jublen til at forstumme brat, da han et minut senere fik hovedet på et indlæg og udlignede.

Alligevel fik de alle noget at glæde sig over, da Chris Katongo efter lynhurtigt og direkte Brøndby-opspil scorede det vindende mål.

Brøndby har nu stadig mulighed for i kamp med Randers, FC Nordsjælland og Esbjerg at sikre sig den sjetteplads, der giver hjemmebanefordel i næste års turnering.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også