18-05-08: 18:52 | af: Ritzau
Foto: ScanpixFlemming Østergaard var meget nedtrykt efter FC Københavns kamp søndag i Brøndby. Selvfølgelig over 1-2-nederlaget, men i endnu højere grad fordi kampen blev skæmmet af, at en gruppe tilhængere fra FC Københavns fanafsnit før kampen bombarderede Brøndby-tilhængere med nødblus.
"Jeg skammer mig, og det er det tætteste, jeg har været på at gå fra en fodboldkamp," sagde bestyrelsesformanden om personerne, som han nægtede at omtale som FCK-fans.
Episoden fandt sted umiddelbart før første halvleg, hvor snesevis af nødblus blev kastet fra øverste tribuneafsnit ned på sagesløse Brøndby-fans, så omkring 200 tilskuere måtte forlade deres pladser af sikkerhedsmæssige årsager.
"Det er livsfarligt, og det er uacceptabelt, og som jeg har sagt tidligere, er jeg sikker på, at det er en mindre gruppe, lige som det er en mindre gruppe fra Brøndby, der laver ballade i tog," sagde Flemming Østergaard.
Brøndbys sikkerhedschef, Emil Bakkendorff, er rystet.
"Det er svært at forudse gale menneskers værk, og at de ligefrem står og kaster dem efter andre mennesker," sagde han.