Onyszko er chokeret over dommen

Arek OnyszkoFoto: Scanpix

Dagen derpå var den nu tidligere OB-målmand Arek Onyszko stadig chokeret over den delvist betingede dom, han modtog i Odense Byret onsdag.

"Jeg er stadig chokeret. Jeg havde slet ikke forventet en ubetinget dom, så det kom som et chok for mig. Jeg tror det er fordi retten ikke forstår, hvordan det er i Polen. Her er den slags ting normalt, og min ekskone var heller ikke helt clean. Der var to forskellige historier i retten, så jeg forstår ikke, hvorfor de dømmer så hårdt. Havde denne sag været i Polen, så var det aldrig blevet til en retssag. "siger Arek Onyszko til TV 2 Sporten.

Med dommen skal den polske målmand afsone 30 dages fængsel. En dom Onyszko mener, er alt for hård, ikke mindst set i forhold til, at polakken aldrig tidligere er blevet straffet. Selvom Arek Onyszko naturligvis er skuffet over at være fortid i OB, så har han fuld forståelse for, at han ikke længere er på lønningslisten i den fynske SAS-ligaklub.

"De sagde de ikke ville have en voldsmand i klubben. Jeg tror de blev presset af sponsorer og sådan. Jeg har stor respekt for OB, de har behandlet mig godt hele vejen igennem. Vi blev sammen enige om at ophæve samarbejdet, de skal jo også tænke på klubbens image," siger Arek Onyszko til TV 2 Sporten.

Karrieren kan være slut
Med ophævelsen af kontrakten er Onyszko en fri mand på transfermarkedet, men endnu har ingen klubber henvendt sig til polakken. Og hvis der ikke sker nyt inden længe på den front, så kan handskerne snart være lagt på hylden.

"Hvis ikke jeg har en ny kontrakt indenfor 2-3 uger, så stopper jeg som professionel fodboldspiller. Det er svært at sige, om jeg kan få en ny kontrakt. Jeg håber, men sker det ikke, så tager jeg hjem til Polen, mere har jeg ikke nået at tænke over min fremtid," siger Arek Onyszko til TV 2 Sporten.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også