Dansk glæde over nye modstandere

De danske landsholdsspillere er glade for, at de i disse dage får mulighed for at prøve kræfter med ukendte mod­standere som Sydkorea og USA.

Simon KjærSimon Kjær i aktion mod Sydkorea. Palermo-spilleren er glad for at møde ukendte nationer i VM-testkampene
Foto: Scanpix

Palermos Simon Kjær mener for eksempel, at evnen til at omstille sig fra kamp til kamp er det, der adskiller den gode forsvarsspiller fra den middelmådige.

"Det er det, der gør forskellen på, om man kan nå helt til tops eller ej - om man kan indstille sig til den angri­ber, man skal spille over for," siger Simon Kjær til tv2.dk.

I sensommeren drev Chile gæk med danskerne i en testkamp, og med ugens kampe mod Sydkorea og USA skal Morten Olsen gerne sikre sig mod, at det sker ved VM i Sydafrika.

Masser af lærdom med videre
"Det giver en masse god erfaring, og man lærer rigtig, rigtig meget af de kampe, som vi har nu. Man ser, hvordan man skal spille den slags spillere. De er måske lidt anderledes end europæiske spillere fordi de har et lavere tyngdepunkt og vender hurtigere, og det skal man tage sine forbehold overfor," siger Simon Kjær videre.

Han har allerede lært en lektie i forhold til modstandere med meget hurtige små angribere, og den giver han beredvilligt videre:

"For eksempel, når de får den klasket op i fødderne med ryggen til mål, så skal man måske holde et par meter til dem i stedet for at sidde helt tæt på, så de ikke vender på dig første gang," forklarer han.

Holdkammeraterne er enige
Ud over Simon Kjær var også Per Krøldrup, målmand Thomas Sørensen og Lars Jacobsen glade for de erfaringer, de høstede mod Sydkorea.

"Det er noget lidt andet fodbold, end det er i Europa generelt. Så det er en god test at få inden VM, at møde sådan nogle modstandere her, siger Krøldrup, der bakkes op af Thomas Sørensen:

"Det er sjældent, at vi spiller mod hold uden for Europa, og dem løber vi i hvert fald ind i ved VM. Med 100 procents sikkerhed et hold, og derfor er det vigtigt, at vi har prøvet det, så vi ikke bliver overraskede," mener Thomas Sørensen, der som målmand dog ikke mærker den store forskel fra hold til hold.

Ros til kamparrangørerne
Det gør til gengæld Lars Jakobsen, og han er ikke sen til at rose DBU for at have rystet posen, da der skulle findes modstandere til testkampene.

"Jeg synes, at det er godt set, at vi skal møde sådan nogle modstandere. Det er sådan nogle hold, vi kommer til at møde ved VM, og senest mødte vi Chile. Det var en rigtig, rigtig lærerig kamp for os, hvor vi mødte nogle andre typer, som vi havde svært ved at tackle. De kørte rundt med os, så det er en god måde at starte optakten til VM på," siger Lars Jakobsen, der dog ikke ville blive skræmt, hvis han står over for den seneste modstander næste sommer i Sydafrika:

"Sydkorea har ikke skræmt mig. De har nogle gode spillere, og det kan også godt være, at deres hold ser en anelse anderledes ud til VM, men det gør vores også," spår Blackburn-spilleren.


Annonce:

Annonce:

Se også