19-11-09: 21:58 | af: Ritzau/Christian Bové
Foto: ScanpixFlemming Østergaard stopper som bestyrelsesformand i Parken inden for fire år, oplyser han i forbindelse med offentliggørelsen af gigantunderskud.
Flemming Østergaard - en af dansk fodbolds mest markante skikkelser - stopper som bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment inden for fire år.
Det oplyser selskabet i forbindelse med offentliggørelsen af et forventet underskud i 2009 på cirka en kvart milliard kroner og ønsket om en emission på 500 millioner kroner næste år.
Flemming Østergaard ned i løn
"Hovedaktionærerne har i forbindelse med tilsagnet i relation til emissionen ønsket, at Flemming Østergaard fortsætter som formand for bestyrelsen. I den sammenhæng har Flemming Østergaard (66) meddelt bestyrelsen, at han senest stopper som formand for bestyrelsen i det år, han fylder 70 år," lyder det i pressemeddelelsen.
Samme sted skriver bestyrelsesformanden, at han har foreslået, at han i forbindelse med den ny strategiplan får markant mindre honorar for sin tjans fremover, og at han nu alene vil koncentrere sig om arbejdet som bestyrelsesformand
Flemming Østergaard har været engageret i FC København - senere Parken Sport & Entertainment - siden 1996, først som direktør siden som formand, og har dermed en væsentlig andel i klubbens dominerende position i dansk fodbold.