20-11-09: 14:21 | opd. 20-11-09: 15:40 | af: Ritzau/Kasper Højstrup Nielsen
Foto: ScanpixTre kampe i Champions League er under mistanke for matchfixing. Det samme er 12 kampe i Europa League.
Det meddeler statsadvokaten i tyske Bochum, der i øjeblikket undersøger cirka 200 kampe for snyd.
De personer, der er involveret i sagen, tæller blandt andet spillere, trænere, dommere og de officials, der har stået placeret mellem omklædningsrum og bane. Politiet har allerede slået til i flere af de involverede lande, hvor 15 personer meldes anholdt.
Ud over kampe i de to europæiske klubturneringer, så er en række kampe i de tyske rækker under mistanke for matchfixing. Konkret drejer det sig om fire kampe i 2. Bundesliga, tre kampe i 3. Bundesliga og 18 opgør i regionalligaen.
Den mulige skandale strækker sig dog langt ud over Tysklands grænser, og klubber fra mere end ni lande kan være involveret eller på anden måde være berørt af matchfixing. De lande, der er berørt, er Belgien, Schweiz, Kroatien, Slovenien, Tyrkiet, Ungarn, Bosnien og Østrig.
"Vi er bekendt med den undersøgelse, som det tyske politi har gang i, og arbejder tæt sammen med tyskerne. Men indtil der bliver åbnet en konkret sag, vil vi ikke udtale os mere," lyder det fra en talsmand i UEFA til TV 2 Sporten.