20-11-09: 16:42 | af: Christoffer R. Stig Christensen
Foto: Getty ImagesDen sidste uges tid har den danske landsholdsangriber Søren Larsen humpet rundt i sandaler. For venstre lilletå er brækket, og Duisburg-spilleren må væbne sig med en god portion tålmodighed.
"Jeg fik taget røntgenbilleder i dag, og der går i hvert fald en uge til 10 dage, før jeg kan begynde at belaste den med løb. Så det kommer til at tage noget tid endnu. Det er selvfølgelig ret irriterende, men der er ikke noget at gøre, for så knækker den bare igen," siger han til tv2.dk.
Søren Larsen blev tåskadet sidst i oktober, da Duisburg tabte med 5-0 til Augsburg i den tyske pokalturnering, men lejesvenden fra Toulouse spillede alligevel den efterfølgende kamp i 2. Bundesliga, hvor han endda kom på måltavlen i sejren over Koblenz.
"Så trænede jeg ikke hele ugen, men spillede mod Ahlen, hvor jeg så også fik en fiber efter 65 minutters spil. Fiberskaden ødelægger nu ikke noget, for jeg skal alligevel vente på tåen," fortæller den høje spydspids.
Nievauet er til VM
Duisburg ligger på en skuffende niendeplads i ligaen med hele otte point op til oprykningspladserne, men personligt har Søren Larsen haft succes med fem mål i syv kampe. Og selvom nogle af modstanderne har upåagtede navne som Paderborn, Greuther Fürth og Oberhausen, så mener danskeren at tilværelsen i den næstbedste tyske fodboldrække nok skal gøre ham skarp til VM-slutrunden i Sydafrika.
"Helt sikkert. Det var det eller sidde på bænken og lave ingenting. Det kunne jeg ikke holde ud. Niveauet her er godt nok til, at jeg kan tage de skridt, jeg skal tage, i den rigtige retning for at blive klar til VM," siger Søren Larsen til tv2.dk og fortsætter:
"Tophold som Kaiserslautern og Bielefeld er gode. Jeg synes også, at vi har et godt hold. Niveauet er genrelt ret godt. Holdene i bunden er ikke så imponerende, men det er ikke hold, der vil blive kørt ud af Superligaen."