Messi gjorde igen forskellen

Lionel MessiLionel Messi fejrer sin scoring til 1-0 mod Getafe.
Foto: Scanpix

Som så mange gang før var Lionel Messi i en fodboldklasse for sig, da Barce­lona sent lørdag slog Getafe 2-1 i et ligaopgør hjemme på Nou Camp.

Den argentinske boldkunster signerede selv kampens første scoring, mens han i anden halvleg lagde op til Xavi Her­nandez scoring, der afgjorde kampen, som Barcelona sluttede af med ni mand på banen efter udvisninger til Gerard Pique og Rafael Marqeuz.

Vidste du...

...at midtbanemanden Andres Iniesta spillede sin kamp nummer 200 for Barcelona lørdag aften.

...at forsvarsspilleren Gabriel Milito vendte tilbage efter næsten to års fravær med en grim knæskade.


Sejren var den catalanske storklubs femte på stribe i Primera Division, som holdet fører komfortabelt foran Real Madrid.

Lionel Messis magi
De mange kræsne tilskuere på Nou Camp skulle ikke holdes længe hen lørdag aften mod Getafe. Allerede efter seks minutters spil brød jubelen løs på lægterne, og Lionel Messi kunne pege op mod den sorte nattehimmel.

Få sekunder inden havde han modtaget bolden på kanten af gæsternes målfelt efter et hjørnespark og med en skruet inderside, der gik i en stor bue uden om klumpen af med- og modspiller, sendte han kuglen ind helt ude ved den ene stolpe. Fremragende sparketeknik og et imponerende kort aftræk. Det var Messis 16. ligamål, og det gør ham til topscorer i Spanien lige foran Valencias David Villa.

I anden halvleg viste Lionel Messi endnu frem af sine mange evner. Rollen som oplægger. Med 24 minutter tilbage modtog han bolden fra Xavi kort inde på Getafes banehalvdel og efter et længere sololøb, og en snæver dribling, afleverede han tilbage til sin anfører, som scorede tæt under mål til en fortjent udbygning af føringen.

Røde kort og Zlatans osse
På det tidspunkt var Barcelona kun ti mand på banen efter Gerard Piques røde kort i det 27. minut. Forsvarsspilleren oversatsede i en tackling og blev korrekt forvist fra banen, selvom hjemmeholdets spillere og publikum bestemt ikke var enig i den dom. Og i kampens døende minutter fik også Rafael Marquez marchordre for en klodset nødbremse på Roberto Soldado, der selv udnyttede muligheden fra straffesparkspletten.

Foruden de to bagspillere havde angriberen Zlatan Ibrahimovic heller ikke en af sine bedre dage. Svenskeren er inde i en svær periode og har ikke scoret for Barcelona i en måned.

Lørdag aften fik han ellers muligheden efter en eminent aflevering i dybden af Lionel Messi - ja, hvem ellers - men selvtilliden mangler. Angriberen kom forbi Getafes keeper, men tøvede så meget, at en forsvarsspiller fik blokeret hans afslutning med kurs mod mål. Og Zlatans aften endte efter 51 minutters spil, da træner Guardiola tog ham ud for at styrke sin defensiv.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også