07-02-10: 15:13 | af: Christoffer R. Stig Christensen/ Christian Bové, tv2.dk i Warszawa | kommentarer () | Skriv kommentar
Her følger et overblik over Danmarks modstandere i kvalifikationen til EM i Polen og Ukraine 2012. Læs blandt andet landstræner Morten Olsens vurdering af modstanderne.
PORTUGAL
Foto: ScanpixMorten Olsen: "Selvfølgelig kan vi da overraske igen, det er jeg overbevist om. Men vi skal have lige så meget held i sprøjten, som vi havde sidst. Vi tager de samme DVD'er frem som sidst vi skulle møde dem, og det gør de sikkert også".
Verdensrangliste: 5
Træner: Carlos Queiroz
Profiler: Cristiano Ronaldo (Real Madrid), Simao (Atletico Madrid) og Pepe (Real Madrid)
Seneste tre opgør: (5/9 2009, Parken) Danmark-Portugal 1-1, (10/9 2008, Lissabon) Portugal-Danmark 2-3, (1/9 2006, Brøndby) Danmark-Portugal 4-2
Bedste EM-placering: Sølv på hjemmebane i 2004
tv2.dk's: vurdering: Portugal er gruppens klare favorit - også selvom Danmark fik has på portugiserne i kvalifikationen til VM. Spiller for spiller kan kun de færreste landshold i verden hamle op med "Selecção das Quinas" (De Udvalgte Skjold, red.), og holdets ømme punkt er da også den kollektive indsats på banen, hvor det store potentiale ofte drukner i himmelvendte øjne, hængende mundvige og resignerende armbevægelser, når spillet på banen ikke lige glider som ønsket.
NORGE
Foto: ScanpixMorten Olsen: "Vi ved, at kampe mod Norge og Sverige altid er meget lige, og det forventer jeg også denne gang. Jeg kan huske, at sidst vi mødte dem i Oslo, der scorede Norge et forbandet ærgerligt mål i overtiden, og så spillede vi en god kamp i Parken, hvor vi vandt fortjent 1-0. Trænerne har deres indfaldsvinkler, men det er spillerne, der afgør det på banen, og jeg har ikke set Norge for nylig".
Verdensrangliste: 32
Træner: Egil "Drillo" Olsen (1.januar 2012 overtager FCK's Ståle Solbakken)
Profiler: Brede Hangeland (Fulham), John Arne Riise (Roma) og John Carew (Aston Villa)
Seneste tre opgør: (7/6 2003, Parken) Danmark-Norge 1-0, (7/9 2002, Oslo) Norge-Danmark 2-2, (22/4 1998, Parken) Danmark-Norge 0-2
Bedste EM-placering: Gruppespillet i Holland/Belgien i 2000
tv2.dk's: vurdering: Norsk fodbold har været inde i periode så trist som et dybt suk i en fjelddal. Ved de tre seneste VM-slutrunder og to seneste EM-slutrunder har landet været fraværende, og den legendariske træner "Drillo" blev i 2009 hentet tilbage for at kickstarte den nationale fodboldstolthed, som han sidst i 1990'erne gjorde stor ære med sin sværgen til kompromisløs andensalsfodbold. Effekten er dog fortsat usikker, og Norge er gruppens tredjestærkeste hold efter Portugal og Danmark.
ISLAND
Foto: ScanpixMorten Olsen: "Vi håber, at vi kan følge traditionerne op. Vi plejer, når vi møder Island, at spille den første kamp på Island og komme godt ud af det. Det ville være rart at gøre igen."
Verdensrangliste: 94
Træner: Ólafur Jóhannesson
Profiler: Eidur Gudjohnsen (Tottenham), Hermann Hreidarsson (Portsmouth) og Grétar Steinsson (Bolton)
Seneste tre opgør: (21/11 2007, Parken) Danmark-Island 3-0,(6/9 2006, Reykjavik) Island-Danmark 0-2, (6/10 2001, Parken) Danmark-Island 6-0
Bedste EM-placering: Aldrig deltaget
tv2.dk's: vurdering: Der er ikke meget eventyrligt over sagaøens fodbolddrenge. Det er med en helt anden bold, som kræver harpiks og halgulv, at Island for alvor kan skræmme. Eidur Gudjohnsen er bestemt en stærk spiller, men dog en aldrende en af slagsen med lidt rimfrost i benene. Og uden den nødvendige klasse omkring sig, burde han ikke være svær at lægge helt på is for den danske defensiv. Holdet ligner umiddelbart gruppens svageste modstander.
CYPERN
Foto: ScanpixMorten Olsen: "Man skal ikke sige, at det er let at spille på Cypern. Det kan man spørge nogle af de store nationer om - Frankrig og Italien har haft det svært der. Cypern er det største spørgsmålstegn. Dem ved vi ikke så meget om, men vi ved, at de er gået meget frem. Også med klubfodbold - spørg bare FCK. Her spiller de kun med deres egne, men de har et stærkt hold på hjemmebane".
Verdensrangliste: 68
Træner: Angelos Anastasiadis
Profiler: Chrysis Michael (APOEL), Michalis Konstantinou (Omonia) og Constantinos Charalambides (APOEL)
Seneste tre opgør: (7/6 1995, Parken) Danmark-Cypern 4-0, (29/3 1995, Limassol) Cypern-Danmark 1-1, (27/10 1976, Idrætsparken) Danmark-Cypern 5-0
Bedste EM-placering: Aldrig deltaget
tv2.dk's vurdering: Cypern har på papiret ikke et skræmmende hold, men cypriotisk fodbold har de seneste år vist gode takter i europæisk klubfodbold og miniputlandet må ikke undervurderes. Kan blive en ubehagelig oplevelse for alle hold i gruppen".