Portugisere tror på EM-billetten

Danmark-PortugalDe portugisiske fans skal nok få mulighed for at følge deres udvalgte ved EM i Polen og Ukraine i 2012. Det mener i hvert fald flere af landets sportsjournalister
Foto: Scanpix

Til trods for, at Morten Olsens udvalg­te sendte Cristiano Ronaldo og hans holdkammerater ud i play-off-kampe for at komme til VM i Sydafrika, skræmte det ikke de portugisiske mediers ud­sendte i lodtrækningen i Polen nævneværdigt, at Danmark og Portugal er i samme EM-kvalifikationsgruppe.

"Danmark er ikke et let hold at spille mod, og det gik ikke så godt i Parken eller i Portugal sidst," siger SIC tvs Nunu Luz til tv2.dk før han fjerner enhver tvivl om en gentagelse.

"Denne gang lader vi os ikke overraske af Danmark, sådan som vi blev i den første kamp. Portugal er favorit til at vinde gruppen, og Danmark til at tage andenpladsen," mener Luz.

Portugal fik en lærestreg
Den store sportsavis A Bola havde i efteråret en mand i Parken for at følge Danmarks kamp mod Sverige, der havde fået betydning for portugiserne på grund af en del pointtab undervejs - Blandt andet fire mod Danmark. Den udsendte var Nuno Paralvas, og han har en smule mere respekt for de danske drenge end sin navnebror fra tv-branchen.

"Portugal og Danmark kommer til at konkurrere om at gå videre, og vi har set, at Danmark kan slå os. Vi synes, at vi er bedre, men vi så også, at gode spillere og et godt hold ikke er det samme. Vi fik en lærestreg selvom vi spillede godt, fordi vi var for selvsikre," siger A Bolas udsendte i Warszawa.

"Jeg kender ikke så meget til det norske hold, men Portugal og Danmark er de stærkeste i gruppen," siger Paralvas, mens en lille håndfuld af hans kolleger fra den nationale presse nikker samtykkende i baggrunden.

Også nordmændene glæder sig
Mens de portugisiske sportsjournalister forventer EM-kvalifikation, er det et mere åbent spørgsmål blandt de norske udsendte. Men de ser frem til kampene mod broderfolket alligevel.

"Det blir utrolig sjovt at møde vores naboer og prøve kræfter med dem i en EM-kvalifikation. Det er et spændende hold, som klarede det, som Norge ikke gjorde - at kvalificere sig til VM," siger Ida-Marie Vatn fra TV 2 Norge, og tilføjer, at hun sætter sin lid til landstræneren.

"Vi nordmænd må håbe, at Drillo får ret i, at landene som kommer fra VM er mere slidte og mindre klar til en kvalifikation i september end de lande, der må blive hjemme," siger hun videre.

Et hold kan gå direkte videre
Foruden Danmark og Portugal er Norge, Cypern og Island deltagere i EM-kvalifikationsgruppe H, hvor kun det vindende hold går direkte videre til EM i Polen og Ukraine i 2010.

Gruppens toer kan i princippet også gå direkte videre, men det kræver et bedre resultat end de otte andre gruppers toer. Ellers skal der to play-off-kampe til for at nå EM-slutrunden.

Mens Island og Cypern aldrig har nået så langt, har Norge deltaget ved EM-slutrunden en enkelt gang i 2000. Bortset fra det, er det blevet til tre gange VM for nordmændene, der har haft en slutrundepause på 12 år, når første fløjt lyder 9. juni 2012.


Annonce:

Annonce:

Se også