06-03-10: 19:29 | af: Lars Bruun-Mortensen og Ritzau
Peter Løvenkrands scorede to mål, da Newcastle tævede Barnsley med 6-1Peter Løvenkrands er i helt forrygende målform hos Newcastle for tiden.
Lørdag scorede danskeren sit 9. og 10. mål i de seneste syv ligakampe, da Newcastle tævede Barnsley med 6-1 i den næstbedste, engelske række.
Løvenkrands, der var tilbage på holdet efter en muskelskade, scorede kort før pausen til 1-0 på et straffespark begået mod ham selv. Barnsleys målmand nedlagde Løvenkrands i feltet og fik et rødt kort, mens Løvenkrands sikkert scorede på erstatningen David Preece - der har en fortid i den danske SAS Liga-klub Silkeborg IF.
Ligner en sikker oprykker
Lige efter pausen var Løvenkrands igen skarp, da han headede bolden ind til 2-0 og reelt afgjorde kampen for Newcastle.
Senere scorede Danny Guthrie også to gange for Newcastle, mens Jonas Gutierrez og Kevin Nolan hver nettede en gang.
Newcastle fører suverænt den næstbedste, engelske række og ligner en sikker oprykker til Premier League.