Tavs David Beckham forlod Milano

AC Milan's soccer player David Beckham er på vej ud fra sit hotel i Milano efter at have sprængt akillessenen.
Foto: Scanpix

David Beckham forlod her til morgen Milano og satte kursen mod Finland for at blive opereret i den venstre akillessene, som søndag aften blev revet over i en ligakamp mod Chievo.

Det engelske fodboldikon går med meget stor sandsynlighed glip af sommerens VM-slutrunde i Sydafrika og forlod mandag sit hotel i den norditalienske by uden at svare på spørgsmål fra pressen. Beckham havde blikket rettet mod asfalten og støttede sig til et sæt krykker og sin far, der hjalp sin sønderknuste søn på vej mod lufthavnen.

David Beckham er udlejet til AC Milan fra Los Angeles Galaxy. Et skifte, der skulle bringe den 34-årige midtbanespiller ind i varmen hos landstræner Fabio Capello. Men drømmen om at få en fjerde VM-slutrunde på sit imponerende cv ser ud til at være bristet, og nu venter minimum tre til fire måneders kamp for at vende tilbage til fodboldbanen.

Aviser: Er det slut for Beckham?
I England er avisernes hjemmesider fyldt med historier om Englands mest rutinerede landsholdsspiller. 115 gange har David Beckham optrådt for den fodboldgale nation og mere bliver det måske heller ikke til, mener The Sun.

"Dette kan blive enden for Becks," skriver tabloidavisen, der også har været i kontakt med David Beckhams pressemand.

"Han er knust over skaden," siger han ifølge The Sun.

Også Daily Mirror frygter, at skaden kan sætte en stopper for megastjernens lange karriere.

"Knust blev David Beckham efterladt til at se mod enden af sin karriere, efter hans VM-drøm blev ødelagt af en overrevet akillessene," lyder det i en artikel mandag formiddag.


Annonce:

Annonce:

Se også