16-03-10: 22:39 | af: Søren Hansen
Japanske Honda og Sevilla-keeper Andres Palop blev helten og skurken, da CSKA Moskva sendte Sevilla ud af Champions League.Sevilla - CSKA Moskva
0-1: Tomas Necid (38. min)
1-1: Diego Perotti (40. min)
1-2: Keisuke Honda (54. min)
Både hjemmeholdet Sevilla og gæsterne fra CSKA Moskva jagtede en plads i Champions League-kvartfinalen, da de to hold mødtes på Sanchez Pizjuan tirsdag aften, og det blev russerne, der noget overraskende spillede sig ind mellem turneringens otte bedste hold efter et kæmpe-drop af Sevilla-keeper Andres Palop.
Tidligt i anden halvleg bragede japanske Keisuke Honda fra knapt 40 meter meget optimistisk på mål direkte på frispark, og selvom sparket ikke var specielt godt placeret, formåede Sevilla-keeper Andres Palop at bokse boldene direkte op i eget nettag til CSKA-føring 1-2. Som russernes andet udebanemål tvang det hjemmeholdet til at kaste alt frem for at vinde kampen.
Det lykkedes ikke de spanske favoritter at tilspille sig de store målchancer mod et ganske forståeligt defensivt indstillet CSKA-mandskab, der i kampens sidste 35 minutter forsvarede deres 2-1-føring med hårdt spil specielt over for den vævre Jesus Navas, der gled ud af billedet efter russernes føringsmål.
Ned, op og ned igen for Sevilla
Godt fem minutter før pausen tog tilskuerne på Sanchez Pizjuan en tur op og ned af følelsesrutchebanen. Efter et indkast dybt inde på Sevillas banehalvdel endte bolden hos CSKA-angriber Tomas Necid, som snød en Sevilla-forsvarer og lammede tribunerne med en kold, flad afslutning uden for Andres Palops rækkevidde. 0-1.
Knapt nåede CSKA-spillerne at glæde sig over deres føring, før stemningen på stadion røg en tur i trykkogeren. Jesus Navas udnyttede, at russernes forsvar fejlvurderede en lang aflevering, og han lagde bolden ind til argentinske Diego Perotti, som let udlignede til 1-1. Dermed gik holdene til pausen fuldstændig lige samlet.
Straks efter pausen blev Sevillas aldrende måltyv Frederico Kanoute sendt på banen i stedet for en anonym Diego Capel. Det gav spanierne mere tyngde i boksen, og efter 7 minutter var Kanoute tæt på med et hovedstød, og Sevilla lignede et hold med momentum, da en optimistisk japaner og en forvirret spansk keeper altså vendte vrangen ud på den situation.
CSKA Moskva blandt europas otte bedste
Sevilla FC havde før i aften aldrig tabt en hjemmekamp i Champions League, men det lykkedes ikke de teknisk velfunderede spaniere at true CSKA Moskvas hårdtarbejdende defensiv, som formåede at holde Sevilla-angriberne fra chancer og samtidig holde fast i bolden, når de erobrede.
Med sejren på 2-1 spillede CSKA Moskva sig videre med samlet 3-2 efter 1-1 i det første opgør, og russerne er dermed inde i et meget fint europæisk selskab. Sammen med Manchester United, Arsenal, Lyon, FC Bayern München og Inter er de foreløbigt klar til kvartfinalerne i Champions League.