16-03-10: 22:37 | af: Kristian Eshøj Josefsen
Moirinho var aktiv på sidelinjen - Chelsea-træner Ancelotti ser til i baggrundenMed en dirkefri italiensk defensiv og en kynisk sejr på 1-0 fik Inter og Jose Mourinho tirsdag aften Champions League-hævn over Chelsea FC, som den portugisiske mester-træner forlod efter stort postyr tilbage i 2007.
Efter 80 taktisk succesfulde minutter sendte angriberen Samuel Eto'o 'The Special One' - som Mourinhos kælenavn lyder i England - i den syvende himmel med en knastør afslutning og sørgede for resultatet.
Med sejren er Inter således videre til kvartfinalerne med 3-1 samlet, mens Chelsea noget overraskende må vinke farvel til den prestigefulde turnering efter 1/8-finalerne.
Chelsea-Inter: 0-1
0-1 Samuel Eto'o (78. minut).
Udvisning: Didier Drogba, Chelsea (86.)
Tilskuere: 40.000.
Dramatisk første halvleg
Opgøret startede noget nervøst, men da Chelseas tyske midtbanestrateg Michael Ballack bankede en flad afslutning snært forbi roden af den ene Inter-stolpe efter 10 minutter, blev det startskuddet til en begivenhedsrig første halvleg.
Dommer Wolfgang Stark lagde en liberal linje, og det gav en række småepisoder, hvor kamphanernes tænding viste sig i 45 nærkampstunge minutter på Stamford Bridge.
Vidste du, at...
* Jose Mourinho var træner i Chelsea i perioden 2004-2007, hvor han stoppede efter uenighed med klubbens ejer Roman Abramovich
* Mourinhos fulde navn lyder José Mário dos Santos Félix Mourinho, og at han er 47 år gammel.
* Inter stillede med hele ni ikke-EU borgere fra start. Goran Pandev og Wesley Sneijder var de to eneste indfødte europæere
* Fra 2004 til 2007 tabte Mourinho aldrig en kamp i Premier League på Stamford Bridge, og tirsdag aften tilførte han Chelsea det første af slagsen på hjemmebane siden februar 2006. Dengang rejste Barcelona hjem fra London med en sejr i Champions League.
Walter Samuel fik blandt andet lavet noget der mindede om et brydegreb på Didier Drogba i feltet under en dødboldsituation, og selvom den store stærke ivorianer faldt lettere en hans 90 kilo berettiger, så havde grebet ikke meget med fodbold at gøre.
Eto'o sikrer sejren
De mange nærkampe fortsatte i anden halvleg, hvor kampen bar præg af stillingskrig. Selvom der blev ikke plads til de store åbne muligheder, så bød kampen på masser af intensitet og flere situationer, hvor begge hold kom tæt på scoringen.
Og med godt ti minutter igen slukkede Inters Samuel Eto'o altså håbet for den engelske storklub. Med en kontrolleret og knastør afslutning på en høj bold satte angriberen kuglen ind bag Cech-afløser Ross Turnbull i Chelsea-målet og sørgede for 1-0-føringen.
Chelsea formåede heller ikke efter målet for alvor at få flow i spillet og dirke den italienske defensiv op, og således betød det mindre, at Drogba hen mod slutningen af kampen fik rødt kort efter et sammenstød med en modstander.