29-07-10: 20:55 | af: Per Colstrup Vinkel
Det var på forhånd ikke meget man kendte til Zrinjski Mostar forud for torsdagens kamp på Odense Stadion, hvor OB tog imod i Europa Leauge.
Men efter et kvarter lærte publikum navnet Zadro at kende. En lang stikning og angriberen var alene igennem. Han lagde bolden i en blød bue over Roy Carroll til 0-1.
Men bare øjeblikket efter var Rurik Gislason der med en bredside lagde bolden i kassen til 1-1.
Fynsk Opvisning
Og så var der ellers dømt fyns showbold. Bare syv minutter senere brugte Johan Absalonsen det kolde højreben perfekt. 2-1.
Og efter en halv time headede bosnierne bolden væk på et hjørne. Men den havnede lige i kattepoten på Peter Utaka. Han hamrede bolden i nettet, 3-1.
Og som om det ikke var nok, så fandt Hans Henrik Andreasen også en solid højrefod frem. Endnu et brag og OB kunne gå til pause med stående klapsalver og 4-1 i ryggen.
På standby
Fra anden halvlegs start virkede det som om OB havde nedlagt kollektivt forbud mod fight. Fynboerne virkede dorske og dovne, og uden engagement.
Undtagelsen var dog Peter Utaka der et kvarter inde i halvlegen afdriblede nærmest hele det bosniske forsvar og sikkert gjorde det til 5-1.
Men OB sov videre, Zrinjski fik to reduceringer og rejser med et nederlag på 3-5 hjem til Bosnien med troen på returkampen om en uge kan gøre en forskel.