30-07-10: 12:56 | af: Kristian Eshøj Josefsen
Foto: ScanpixSå skulle det være sikkert.
Som rygterne har villet det den seneste tid, så skifter Stuttgarts tyske midtbanespiller Sami Khedira til den spanske storklub Real Madrid. Ifølge Stuttgart-direktør Fredi Bobic, så er klubben villig til at lade 23-årige Khedira skifte.
- Vi har forståelse for Sami's ønske om at fremme sin karriere hos Real. Vi ønsker ham stor succes med sine nye udfordringer i Madrid," siger Bobic i en pressemeddelelse.
Skriver snart under
Stuttgart oplyser endvidere, at de to klubber er enige om en transfersum for midtbanespilleren, og at han skriver under på en kontrakt med den spanske kongeklub, så snart lægetjekket er vel overstået.
Transfersummen og kontraktens længde er ikke offentliggjort, men tyske medier skriver, at Real har betalt 14 millioner euro (104 millioner danske kroner) for Sami Khedira samt givet ham en kontrakt frem til 2015.
Slog sit navn fast under VM
Unge Khedira slog for alvor sit navn fast i international fodbold, da han med en solid indsats var en stor del af den tyske succes under VM i Sydafrika.
Tyskland spillede flere gode kampe ved slutrunden med storsejre over både Argentina og England undervejs. Tyskerne vandt bronze.
Real Madrid har i forvejen hentet den argentinske kantspiller Angel Di Maria samt offensivspilleren Pedro Leon til klubben. Omvendt har klubben skilt sig af med angrebslegenden Raul og midtbanespilleren Guti.