05-09-10: 14:04 | af: Lars Fink
Christian Poulsen er klar til at danne partnerskab med en ny mand i det danske maskinrumChristian Poulsen er den faste cylinder i Morten Olsens maskinrum på den centrale midtbane. Men i en ny udgave af det danske landshold, der starter kampen om en EM-kvalifikation op på tirsdag mod Island i Parken, er den supplerende cylinder på den danske midtbane et åbent spørgsmål.
SE PÅ TV 2 & NEWS
I News og Sport klokken 16.00 sætter vi fokus på Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Island på tirsdag
Og klokken 18.25 på TV 2 lader vi op til kampen med "Hele Danmarks Hjemmebane - Før kampen"
Ved VM-slutrunden i Sydafrika blev Christian Poulsen suppleret af både Martin Jørgensen, Daniel Jensen og Jakob Poulsen på skift - men de tre navne er ikke en del af den danske trup frem mod kampen mod Island, og derfor er der nye navne på spil, som maskinmester Poulsens sekundant.
- Det afhænger af, hvordan vi skal spille - jeg tror Morten (Olsen, red.) efter VM ser nye muligheder. Du kan både spille med en enkelt defensiv eller to ved siden af hinanden, siger den nyudnævnte anfører Christian Poulsen til tv2.dk ved udsigten til et nyt makkerskab på midten.
Tre navne i spil til makkerskabet
Af de nuværende 22 spillere, er der især tre navne, der stikker frem, når anføreren skal nævne en kommende partner.
- Vi har flere muligheder i truppen. Vi har William Kvist, der har gjort det rigtigt godt i FCK, og som minder mere om mig som den mere holdende spiller, mener Christian Poulsen.
- Og så har du Silberbauer og Thomas Kahlenberg. Typer som løber mere i dybden, så det afhænger af, hvad Morten vil.
Du kan se, hvem der skal danne partnerskab i det danske maskinrum på TV 2 tirsdag aften.