08-11-11: 09:41 | af: Lars Bruun-Mortensen, lamo@tv2.dk i Cirkusbygningen
Foto: ScanpixHan håbede. Men William Kvist måtte blive på sin stol i Cirkusbygningen og i stedet se Christian Eriksen gå op på scenen, da prisen som årets fodboldspiller blev uddelt ved Dansk Fodbold Award.
"Ligesom når jeg spiller fodboldkampe og ikke vinder, så må man også godt være lidt skuffet, når man ikke vinder her. Det synes jeg egentlig er meget naturligt. Jeg har jo vindermentalitet - og er en dårlig taber," siger Kvist og smågriner til sporten.tv2.dk efter showet.
Han fik 25,8 af stemmerne fra de danske fodboldfans, men Christian Eriksen fik hele 60,6 procent. Kvist føler dog selv, at han var værdig til at vinde.
"Jeg føler, jeg har haft et rigtig godt år. Det er der ikke nogen tvivl om - både det, der er sket med FCK, men også skiftet til Stuttgart og min udvikling på landsholdet. Men jeg må jo gøre det ENDNU bedre til næste år," siger Kvist, smiler og klapper sporten.tv2.dk's udsendte på skulderen.
'Han har haft et strålende år'
Han forstår da også godt, at folket har valgt Christian Eriksen.
"Han har jo ligesom mig og de to andre nominerede haft et strålende år - og det, han kan med en bold, kan jeg jo næsten kun lave med en badebold," griner Kvist.
Michael Krohn-Dehli fik 11,9 procent af stemmerne i konkurrencen, mens Niki Zimling blev nummer fire med 1,7 procent.