16-01-12: 08:43 | af: Flemming Toft, sporten.tv2.dk, i Bangkok
Kasper Lortenzen (i midten) er ikke i det bedste humørKasper Lorentzen er glad for at være en del af Morten Olsens ligalandshold på træningstur i Thailand. Alligevel går han rundt og er ked af det. Fordi han ved, at kommer han ikke væk fra 1. divisionsklubben Randers FC er hans landsholdsdage talte.
"Det er super at være med her, men det går mig meget på, mit humør er på nulpunktet og jeg tænker over det døgnet rundt - hvorfor kan jeg ikke komme væk fra Randers. Det er hele min fodboldfremtid der er på spil. Jeg har igen fået foden indenfor i landsholdssammenhæng, fordi Morten Olsen har givet mig en håndsrækning. Men jeg ved også at det snart kan være slut," siger Kasper Lorentzen, der virker frustreret og er med mundvigen nedadhængende.
Den 26-årige midtbanespiller kom til Randers fra Brøndby i sommeren 2009 på en fireårig kontrakt. Året efter blev han indlemmet i Morten Olsens landsholdstrup og debuterede mod Tysland.
Snakker med Olsen om situationen
I sin anden landskamp scorede han det ene af de to mål mod Cypern og senest har han været med sidste forår i en halvleg mod Slovakiet. Men nedrykningen med den jyske klub kostede en landsholdsplads.
"Morten har gjort hvad han kunne for at hjælpe mig i den håbløse situation. Jeg ved jeg ikke kan komme på tale til A-landsholdet, så længe jeg spiller i en 1. divisionsklub. Derfor vil jeg væk - gerne udlejes. Det kan heller ikke være i Randers interesse, at have en spiller der ikke har lyst til at være der," siger Kasper Lorentzen, der efter dagens træning i Bangkok havde en lang ansigt-til-ansigt snak med netop Morten Olsen.
"Morten spørger meget til min situation. Og da transfervinduet lukker en uge efter jeg kommer hjem fra Thailand, så er der ikke meget tid at løbe på. Jeg mener, Randers vil have 4-5 millioner kroner for mig og det er virkelig for meget. Mit største håb er, at det løser sig - så har jeg en god mulighed for at komme med til EM," siger Kasper Lorentzen til sporten.tv2.dk.