20-01-12: 11:22 | af: Flemming Toft
Foto: TV 2"Skriget" - et maleri af Edvard Munch fra 1893, fyldt med symbolik.
Og skrigeri har vi hørt på hele ugen i sportens vidunderlige verden, nogle steder er det forbudt, andre steder er det tilladt - og enkelte steder er det helt i orden.
Læs om Real Madrids Pepe nederst i artiklen.
IKKE ET ORD OM SVINDEL ELLER HUMBUG
Foto: ScanpixDet er i orden at skrige, når de danske håndboldherrer spiller slutrunde, som de jo gør det stort hele tiden. (En lille devaluering i titler, men pyt...). Der stod en samling ret så meget mere end engagerede serbere - cirka hvad der svarer til indbyggere i Frederikshavn - rundt om den lille bane, da Danmark mødte værtsnationen (og tabte). Skrig blev til udbrud - også i TV-boksen. Og et ekstra engagement, som fik Kvægtorvs-kommentatoren til at sige det forbudte ord: "svindel" - rettet mod de franske dommere. Det kan da godt være at sammensætningen "svindel og humbug" havde lydt bedre i de sartes øre, men det var skriget efter retfærdighed i de nationalistiske hjerter, der skulle høres. Det er i øvrigt dejligt, når man bagefter - og det gælder os alle sammen - kan skrige ned og sige: det var det! Også spillerne, også landstræneren. Tænk, de gjorde det også i Norge, da deres TV-kommentatorer havde skreget danske dommere til et sted hvor ikke ret mange gerne vil være. Så skreg de, lige så stille, undskyld dagen efter. Sådan er det, at være "på".
TRO PÅ DIG SELV - MEN VÆR IKKE FOR SIKKER
Foto: Scanpix"På" det var håndboldhannerne ikke, da de skulle være det mod Polen. Hold da op: det skreg til himlen, hvor meget de gik ned og hvor langt der var op til den selvudskregne favoritrolle. Der er forskel på at være sikker på sig selv og at tro på sig selv - det sidste er stort set titlen på en Ulrik Wilbek bog. Nu gik vi andre lige og troede. Men hvor blev de af, dem der normalt træder i karakter, når de træder ind på banen til de store kampe? Og her tænker jeg ikke mindst på landstræneren, hvis røde kinder blev til røde øre. Hvad i alverden laver Bo Spellerberg i Beograd er et andet godt spørgsmål. Skulle han ikke spille? Nu har Wilbek skreget efter ham og så sidder han bare der og sidder... Fiasko, kaldte Joachim Boldsen det uden indpakning. Det kan vist ikke siges meget mere præcist.
EN KLAR OPFORDRING TIL TENNISKVINDERNE: HOLD NU K...
Foto: ScanpixSkrig fik vi også i nat, da rumænske Monica Niculescu tog fat i de irriterende decibel mod Caroline Wozniacki. Jeg forstår godt at dem på den anden side af nettet klager over støjen, men nu må vi tilskuere og seere også træde i karakter. Vi vil ikke finde os i deres larm, når vi selv skal holde kæft. Det er simpelthen ikke til at holde ud, det skrigeri. Og hvor er selvtilliden henne hos for eksempel Niculescu? Efter hvert eneste slag, stønnede og skreg hun: eeijjjj! Det vi andre oversætter til: ærgeligt eller bare øv! Wozniacki videre - og lad nu være med at diskutere om det er retsmæssigt at hun er verdensetter.
FÅ SÅ HAM PEPE FJERNET FRA FODBOLDBANEN
Foto: ScanpixSkrig var der også på Bernabeu i pokalklassikkeren Real Madrid-Barcelona, da Pepe med vilje trådte Messi over hånden. Det gjorde ondt - også at se på. Nu skal Messi ikke pakkes ind i al den bomuld vi kan finde - selvom han er outstanding - men det her er for meget. Set på video 20-25 gange: det er fuldstændig bevidst, det Pepe gør. Og det skriger til himlen, at den mand (?) får lov at fortsætte på en fodboldbane. Han har gjort den slags før, endnu værre. Det kostede ham senest 10 kampes karantæne! Han er et svin - et dumt svin! På en fodboldbane. Og så kommer paradokset, når Manchester Uniteds Wayne Rooney på sin Twitter-profil kalder Pepe en "idiot". Han må jo vide lidt om det, Rooney, der indleder EM-slutrunden til sommer med to kampes karantæne - fordi han i en kamp opførte sig som en ..... !