03-02-12: 10:58 | af: Ritzau/kahn
Den danske landstræner står foran et svært valg. Han har nemlig 4-5 målmand til den sidste EM-plads på målmandsfronten.Når landstræner Morten Olsen skal udtage sin trup til sommerens EM i fodbold, kan det være med Jonas Lössl eller Jesper Hansen som tredjemålmand.
De to målmænd fra henholdsvis FC Midtjylland og FC Nordsjælland imponerede landstræneren meget under ligalandsholdets tur til Thailand i sidste måned.
"Vi har med denne tur til Thailand fået to nye navne i spil til EM-truppen, ingen tvivl om det," siger Morten Olsen til Tipsbladet.
"De har begge spillet sig fornemt frem på ranglisten over målmænd, der kandiderer til pladsen som tredjemålmand til EM," vurderer landstræneren.
Sørensen og Lindegaard er de sikre kort
Stokes Thomas Sørensen og Manchester United-målmanden Anders Lindegaard er Morten Olsens to sikre kort til EM-slutrunden i Polen og Ukraine.
Evian-målmanden Stephan Andersen og OB's Jesper Christiansen har hidtil været de næste i rækken, ligesom Kasper Schmeichel fra Leicester ifølge Tipsbladet kan tænkes at blive EM-aktuel. De risikerer dog at blive overhalet af Jonas Lössl og Jesper Hansen.
"Vi har vel fire-fem målmænd i spil til den sidste målmandsplads ved EM nu, og de to her skal simpelthen tro på deres egen chance og spille for det i foråret."
"De har bekræftet de ting, som vi forventede, og så har de faktisk gjort det endnu bedre, end vi håbede, så de er bestemt i spil nu," fastslår Morten Olsen.