11-02-12: 18:06 | af: Ritzau / sore
Thierry Henry sparker sejrsmålet ind for Arsenal.En bizar soloulykke sparkede gang i en ellers søvndyssende Premier League-kamp mellem Sunderland og Arsenal, som sluttede med et overtidsmål af Thierry Henry til Arsenal-sejr på 2-1.
Da Chelsea samtidig tabte, betød franskmandens mål, at Arsenal overtager den eftertragtede fjerdesplads i tabellen.
Men det hele startede med 20 minutter igen, da Arsenals tysker Per Mertesacker pludselig faldt om og vred sig i smerte, hvorefter Sunderlands James McClean kunne snuppe bolden, løbe frem og score til 1-0.
Henry blev helten
Arsenal fik dog hurtigt svaret igen, da Arsène Wenger sendte Aaron Ramsey på banen et minut senere. Waliseren bankede bolden i nettet til 1-1 kort efter.
Og således så det ud til, at hjemmeholdets manager Martin O'Neill kunne se frem til uafgjort, hvilket ville betyde, at han fortsat var ubesejret siden ankomsten til Sunderland i december.
Men sådan ville Arsenals veteran og lejesvend Thierry Henry ikke, at det skulle være.
Chelsea kiksede
Langt inde i overtiden sparkede den franske lejesvend bolden i mål til 2-1 efter et flot indlæg fra Arshavin.
Nicklas Bendtner var ikke med i Sunderlands trup, da han ikke må optræde i Premier League for lejeklubben mod Arsenal, hvor han fortsat er på kontrakt.
Chelsea tabte 0-2 til Everton på Goodison Park. Liverpool-holdet kom foran 1-0 ved Steven Pienaar efter rod i Chelseas forsvar, og Denis Stracqualursi bragte hjemmeholdet på 2-0 med 20 minutter igen.