Horsens nappede sejren i Århus

AGF HorsensFoto: Scanpix

AGF fik ikke noget drømme-comeback i SAS Ligaen, da holdet på hjemmebanen Atletion tog imod AC Horsens. Trods overvægt i spil og chancer til hjemmeholdet, så var det gæsterne, der kunne tage alle tre point med ud i spillerbussen. Peter Graulund sendte hjemmeholdet på sejrskurs i første halvleg, men i anden halvleg lykkedes det først Gilberto Macena og efterfølgende Niels Lodberg at skaffe holdet tre vigtige point.

Første halvleg

AGF startede kampen mod AC Horsens som lyn og torden. Hjemmeholdet blev båret frem af de mange tilskuere på Atletion i Århus, og satte udeholdet under et hårdt pres fra kampens første fløjt. AGF bombede Horsens-feltet, hvor Søren Jochumsen havde rigeligt at se til i målet. Graulund fik en god mulighed på en flot kontra efter blot to minutter, men angriberen fik ikke rigtig træf på skuddet, der gik til målspark.

Efter tyve minutter var Horsens Gilberto Macena tæt på for udeholdet. Den fodrappe angriber fik sat sin markering af, og strøg mod mål. Brasilianeren fik dog for meget luft under bolden, og måtte se det hårde skud gå snert over Steffen Rasmussen i AGF-målet.

Graulund fik dog taget revanche for den brændte chance i starten af kampen. Efter en halv times spil fik publikumsfavoritten godt træf på en halvflugter efter en dødbold, og så lå bolden i udeholdets net. En helt fortjent føring, der bragte hvid jubel frem på tribunerne på Atletion i Århus.

Lawan var tæt på at kunne udligne efter 35. minutters spil, men Horsens-angriberen var ikke aggressiv nok, da Steffen Rasmussen og Ulrik Lindkvist gik fejl af hinanden. Da uret rundede de 40. minutter var Gilberto Macena igen på spil for udeholdet, men trods en god skudmulighed i feltet, så lykkedes det ikke angriberen at presse Steffen Rasmussen ud i nogen stor redning. Målmanden kunne blot bøje sig ned, og samle det forkølede skud op.

Få minutter før pausefløjtet fik Lawan endnu en mulighed for at bringe balance i regnskabet, men Horsens-spilleren måtte se Steffen Rasmussen diske op med en pragtredning. Lawan slap helt fri med hjemmeholdets målmand, og fik sendt en hård halvflugter af sted mod målhjørnet. På fornemste vis lykkedes det Rasmussen af få handsken på bolden, og sendt den ud til hjørnespark.

Anden halvleg

Ti minutter efter pausen fik Gilberto Macena dog succes med en afslutning. Angriberen fik udlignet hjemmeholdets føring, da en friløber blev udnyttet med et flot prik-skud udenfor Steffen Rasmussens rækkevidde.

Efter 60. minutter var der en stor dobbeltchancer til udeholdet, da kampens dommer valgte at overrule sin linjevogter, der havde markeret for offside. AGF-forsvaret så passivt til, mens Lawan og Gilberto Macena på det skammeligste misbrugte de åbne scoringsmuligheder.

Minuttet efter var hjemmeholdet dog tæt på at tage føringen igen. Indskiftede Jens Gjesing skulle blot bruge et minut på banen før han sendte et dommedags-hug mod Horsens-målet, hvor Søren Jochumsen måtte strække sig fuldt ud for at redde bolden.

Det blev - trods dominans af hjemmeholdet - Horsens, som fik alle tre point med hjem. Niels Lodberg fik vendt kampen helt på hovedet, da han efter 67. minutter fik headet bolden i mål til stor skuffelse for det talstærke hjemmepublikum. Lodberg fik lov til at stå fri i det lille felt, og kunne uden besvær sende udeholdet på sejrskurs.

Den hektiske afslutning

Lars Pleidrup var tæt på med et kvarter tilbage af kampen, da falstringen fik sendt et lumsk langskud afsted, som gik tæt forbi den ene opstander i Horsens-målet. Ligeledes var White tæt på at udligne for hjemmeholdet få minutter efter Pleidrups chance, men igen blev det kun til lige ved og næsten. Trods tre minutters overtid kunne Horsens ride stormen af, og dermed forlod størstedelen af kampens 12.562 tilskuere stadion med bøjede hoveder.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også