09-01-08: 15:58 | af: Claus Christoffersen
OB-målmanden Anders Lindegaard vil en af de nærmeste dage underskrive en ny langtidskontrakt med den fynske klub. Det bekræftes af begge parter over for bold.dk.
Der har et stykke tid være usikkerhed om Lindegaards fodboldfremtid, men den skulle nu altså være på plads.
"Vi har bare ikke lige fået det lavet færdigt endnu, men vi er ved at være enige", siger OB's direktør Kim Brink.
Da Arek Onyzko er førstemålmand i OB, vil Lindegaard ikke udelukke muligheden for at lade sig leje ud til interesserede klubber, men han vil helst blive i OB.
"Planen er, at jeg skal spille i OB. Jeg skriver en lang kontrakt, fordi jeg gerne vil repræsentere OB. Nu skal vi i gang med en forårssæson, og der skal kæmpes om pladserne. Jeg håber at kunne slå igennem på førsteholdet i løbet af relativt kort tid", afslutter Anders Lindegaard.