19-11-09: 22:34 | af: Lars Bruun-Mortensen, tv2.dk til pressemøde i Odense
EM 2008: 11. plads
VM 2007: Ikke kvalificeret
Det er, hvad de danske håndboldkvinder har præsteret ved de to seneste slutrunder. Alligevel er der masser af optimisme før slutrunden i Kina i december.
"Drømmen er at komme i semifinalen, men det er vigtigt at adskille drøm og målsætning. Hvis vi rammer alt, kan vi komme i en semifinale - og så tror jeg også, det er realistisk - men vi må også forholde sig til, at vi er i en stærk pulje, hvor vi kan tabe nogle kampe," siger Jan Pytlick til vm.tv2.dk
Mellemrunden er første delmål
"Vi har fokus på at komme i mellemrunden og få så mange point med, at vi stadig kan spille med om en plads i semifinalerne," forklarer landstræneren.
Danmark er i pulje med Tyskland, Sverige, Frankrig, Congo og Brasilien og indleder VM mod tyskerne den 5. december i den kinesiske by Wuxi.