07-02-10: 09:59 | af: Christoffer R. Stig Christensen og Stine Jørgensen
Foto: TV 2FCK Håndbolds herretræner Magnus Andersson var en rystet mand, da han i januar fik besked om fusionen mellem københavnerklubben og Vestegnens AG Håndbold fra den kommende sæson.
Svenskeren bliver ikke en del af trænerteamet hos det nye storhold, og nu overvejer han sin fremtid i sporten.
"Lige nu skal jeg fundere lidt over, hvad jeg vil i fremtiden. Om jeg vil fortsætte med håndbold eller se om der åbner sig andre muligheder, der ikke har med håndbold at gøre," siger Andersson til TV 2 Sporten, som fangede ham efter lørdagens ligasejr over KIF Kolding hjemme på Frederiksberg.
Skifte til Tyskland åbent
Magnus Andersson er blevet sat i forbindelse med et trænerjob i den tyske klub Rhein-Neckar Löwen, hvor AG Håndbolds klubejer Jesper Nielsen også har mange penge i spil gennem sit firma Kasi Group.
"Jeg har haft et møde med Jesper Nielsen om at blive en del af trænerteamet der, men mere kan jeg vel ikke sige, for der er også andre mennesker involveret," lyder det fra den svenske træner.
Magnus Andersson kom til FCK Håndbold i 2005 og har siden ført holdet til blandt andet DM-guld og en finaleplads i EHF Cuppen. Og den tidligere topspiller er faldet godt til i både København og klubben, og derfor har fusionen med AG været et hårdt slag.
"Det var et chok for os alle. Vi har et hjerte for FCK og har været med til at bygge det op. Det gjorde ondt, men nu er der gået nogle uger, og man forstår, at håndbold på det her niveau koster penge. Jeg havde dog håbet at kunne blive til 2011 (kontraktudløb,red.)," siger Magnus Andersson.