09-02-10: 12:15 | af: Kristian Eshøj Josefsen
GOG vil genrejse sig i dansk håndbold"At spille GOG tilbage i Ligaen så hurtigt som muligt og senest om tre år."
Sådan lyder den ambitiøse målsætning for den konkursramte klub, der nu er klar til igen at slå sit navn fast i dansk tophåndbold. Fynboerne har nemlig dannet selskabet GOG Elite A/S, der fra den kommende sæson skal drive håndboldklubben i Gudme.
Det er Foreningen GOG Håndbold, en fynsk investorgruppe samt den tidligere bestyrelse (Hemming Van, John Trier Lauridsen og Steffen Larsen), der står bag det nye selskab, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Har mistet profiler
Den 26. januar blev GOG erklæret konkurs af skifteretten i Svendborg.
Derfor blev klubben tvangsnedrykket til 2. division og blev samtidig nødt til at fritstille alle de dyrtbetalte profiler på førsteholdet.
Indtil videre har det nu tidligere GOG-spillere Kasper Jørgensen, Fredrik Petersen, Jakob Larsen, Thomas Skoglund, Niklas Landin, Peter Svensson og Asgeir Örn Hallgrimsson fundet nye klubber at spille for.