16-03-10: 10:34 | af: Christoffer R. Stig Christensen
Tanken om et stop på landsholdet har været til stede hos rutinerede Karin Mortensen efter den skuffende VM-slutrunde i december, men nu har keeperen besluttet sig for at fortsætte som sidste skanse for Jan Pytlicks udvalgte.
"Sådan som jeg har det lige nu, og som min krop har det, så er jeg til rådighed til EM. Det tør jeg godt garantere," siger den 32-årige Århus-keeper.
"Det er en unik oplevelse at spille et mesterskab på dansk jord og jeg vil gå rigtig langt for at få det her mål opfyldt," fortsætter hun.
Mortensen den mest rutinerede
Årets håndboldslutrunde spilles i Danmark og Norge til december. Karin Mortensen var også at finde i målet, da det blev til dansk EM-guld i Århus i 2002 efter finalesejr over Norge.
Karin Mortensen er den mest rutinerede spiller på det danske landshold med 181 optrædener. Men hun var ikke med i truppen, da Jan Pytlick for nylig udtog holdet til en træningssamling i Svendborg sidst i marts. Men keeperen er ikke vraget.
"I forhold til Karin Mortensen har jeg simpelthen valgt at give hende fri til denne samling - blandt andet for at kunne prøve Sandra Toft af," sagde landstræneren til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside om sit fravalg af et normale førstevalg mellem stængerne.