04-06-10: 10:44 | af: Christoffer R. stig Christensen
Hans Lindberg på vej mod en af sine mange scoringer for HSV Handball.Ifølge den spanske avis Marca kan Hans Lindberg meget vel være at finde i håndboldklubben Barcelona i næste sæson. Spanierne har nemlig et godt øje til topscoreren i Bundesligaen, som tørner ud for HSV Handball.
Selv er landsholdsfløjen ikke meget for at fortælle, om han har været i kontakt med Barcelona.
"Jeg forholder mig til, at jeg har et år tilbage af min kontrakt. Men det er et interessant sted. Ingen tvivl om det. Og det har jo fristet en del andre," siger Hans Lindberg til tv2.dk.
"Og så er det min yndlingsklub i fodbold."
HVS Handball vil gerne beholde Lindberg
Hans Lindberg har haft en god sæson i HSV Handball, hvor han med 251 scoringer i Bundesligaen er suverænt "beste Torschütze". Og klubben vil da også meget gerne beholde danskeren fremfor at sende ham til Barcelona, der har Jesper Nøddesbo i truppen, mens Mikkel Hansen og Joachim Boldsen netop er vendt hjem til AG Håndbold.
"Der er en samtale i gang. Men det lader jeg min agent om. Jeg nyder at være her, og det er en stor klub ligesom Barcelona. Jeg er også meget glad for at være i Hamburg, fordi det er tæt på Danmark og familie og venner, og så er det en fed by," siger højrefløjen og fortsætter:
"Jeg forholder mig til, at jeg har et år tilbage af min kontrakt. Hvis jeg ikke skal spille her, er der nogen der skal købe mig fri, og det kan man jo aldrig vide."
Med en spillerunde tilbage af Bundesligaen er HSV Handball på andenpladsen, og Hans Lindberg forventer ikke, at topholdet THW Kiel snubler på tærsklen til mesterskabet.
"Det har været en god sæson, men det er ikke tilfredsstillende at blive toer igen," siger han.