13-06-10: 20:12 | af: Nadia Filt, tv2.dk i Brøndby Hallen
Foto: ScanpixHan er ikke blandt de 14, der søndag aften spiller VM-kvalifikationskamp mod Schweiz, men Anders Eggert er alligevel en vigtig brik i Ulrik Wilbeks landsholdstrup.
Venstrefløjen er netop blevet kåret til årets landsholdsspiller af Dansk Håndbold Forbund og Håndbold Spiller Foreningen.
- Det er naturligvis et fantastisk skulderklap at få - og jeg kan kun gentage, hvad mange andre tidligere har sagt, nemlig, at det er helt specielt, når det er ens egne spillerkolleger, der har peget på én, siger Anders Eggert i en pressemeddelelse.
Vandt over klubkammeraterne
Det er den fantasifulde fløjs fine teknik, der har skaffet ham titlen som årets spiller på landsholdet. Især hans præstationer ved EM i Østrig har vakt begejstring.
Blandt de nominerede var også klubkammeraterne fra Flensburg, Thomas Mogensen og Michael V. Knudsen, Hamburgs Hans Lindberg og Mikkel Hansen fra Barcelona.
Anders Eggert må se den vigtige landskamp fra bænken på grund af en lyskeskade.