26-07-10: 18:42 | af: Allan Rossen
Håndboldligaens nye superhold, AG København, begyndte mandag forberedelserne til den kommende sæson. Og med kun 44 dage til den første kamp har de travlt på Vestegnen.
- Vi skal spille et helt nyt hold sammen. Det er meget sjældent, at det sker, og det bliver en kæmpe opgave for spillerne og for trænerne, siger Joachim Boldsen, som er vendt hjem fra Barcelona.
AG København er en sammensmeltning af FCK Håndbold og AG Håndbold, og ud over Boldsen er også Mikkel Hansen, Rene Toft Hansen og Snorri Gudjonsson nye profiler i klubben.
Et helt nyt hold slækker dog ikke på målsætningen. Københavnerne skal vinde det danske mesterskab allerede i den kommende sæson.
- Vi har et godt udgangspunkt, og vi synes selv, at vi har den stærkeste trup. Men vi kommer ikke sovende til noget. Det er stenhårdt arbejde, siger træner Søren Herskind.
AG København åbner sæsonen mod AaBs forsvarende danske mestre.