Kommentar: Idrættens grimme ansigter
28-01-12: 20:04 | af: Bent Nyegaard, TV 2 Sportens håndboldekspert i Beograd
Foto: Rikke Madsen / TV 2De er overalt, og som tiden og årene går, bliver de grimmere og grimmere.
Det er umuligt at sige, hvornår gradbøjningens sidste del skal tages i brug, så lad mig bare nøjes med grim.
Fakta er, at idræt i dag mere drejer sig om sikkerhedsforanstaltninger, overvågningskameraer, armerede køretrøjer og kampklædte betjente, end om A skal møde B. Det siges, at kært barn har mange navne. Det har ukært barn også. Kald det vold, racisme, had eller simpel ondskad. Fakta er, at nogle vil andre det ondt.
Hadsk stemning
Fredagens dartpilskast - der, som timerne gik, forvandlede sig til et vandflaskekast og endte med at blive et møntkast - er bare endnu et tragisk eksempel på, at det er helt umuligt at styre de masser, der møder op til idrættens store og små begivenheder.
Her i den serbiske hovedstad var kastet møntet på kroaternes lille tryllekunstner Ivano Balic. Uheldigvis ramte det en af deres egne drenge, Zarko Sesum.
Stemningen var hadsk. Her var ikke noget med at vise respekt og anstændighed, da den kroatiske nationalmelodi tonede frem i den imponerende Beogradska Arena. Aldrig har jeg hørt så megen hujen og piften og set så mange fuck-fingre i retning af de seksten kroatiske spillere, der stod linet op med hånden symbolsk lagt på hjertet.
Dårlige minder fra Berlin
Vi kan alle historien om hvorfor, kroatere og serbere ikke er på julekort med hinanden, men det har sådan set ikke så meget med sagen at gøre.
For historierne, hæslighederne og de grimme ansigter findes over hele kloden. På min egen lille odyssé har jeg været tæt på dem flere gange.
I 1997 var jeg i Berlin og overværede, da de danske håndboldkvinder bankede Rusland i en VM-semifinale. Umiddelbart før kampen blev to danske tilskuere knivdræbt. Det var op til Wilbek og pigerne, om de ønskede at spille finalen. I idrættens og respektens navn spillede de.
Kroat gemte sig under bordet
I 2000 gjaldt det EM i Kroatien, hvor det magede sig således, at kroaterne skulle om 5.-6.-pladsen mod Slovenien. En plads ved OL i Sydney var på spil. 10.000 tilskuere på plads i Zagreb. Et par hundrede af dem havde nu lige smidt bukserne for at vise deres bare, da slovenerne kom ind for at hilse pænt på.
Kroaterne tabte helt uventet efter omkamp, og jeg glemmer aldrig, da deres helt store profil, Zlatko Saracevic, styrtede ud af banen for at springe op, hvor jeg sad og skrev, og skyndte sig at gemme sig inde under mit bord.
Han var godt klar over, hvad det ville sige at "svigte" nationen og dens tilhængere.
Grimme ansigter findes overalt
Møntkasteriet var ikke eneste "ud-over-det-sædvanlige" ting, da serbere dystede mod kroatere. Romerlys blev tændt i første halvleg. Lidt research fortæller, at et romerlys'es gradtal kan passere otte hundrede grader. Det kræver ikke megen fornuft at finde frem til, at tredjegangsforbrændinger er næste scenarie.
Surf lidt på nettet, og du vil blive chokeret over, hvor mange, der vil flere det ondt.
Eksempelvis lørdagens Premier League kampen mellem QPR og Chelsea, hvor Chelsea-anfører John Terry står anklaget for racistiske bemærkninger overfor QPR-forsvareren Anton Ferdinand. Som optakt til kampen modtog Ferdinand en konvolut, hvis indhold var en patron!
I vor egen lille andedam er situationen ligeså håbløs. FCK og Brøndby får heller aldrig styr på deres grimme ansigter. I DBU arbejder man med flere politikker. Blandt andet ser man gerne, at tilskuerne udøver selvjustits og hjælper med at finde frem til uromagerne.
Sikkert udmærket, men her i Beogradska Arena tror jeg ikke på den strategi.
De grimme ansigter er mange og løsningerne svære at finde. Eneste ting, jeg ved med sikkerhed: Hver gang de grimme ansigter er i aktion, taber idrætten og dens udøvere endnu en del af deres uskyld.
Således også her ved dette EM i herrehåndbold, hvor håbet nu er, at vi ikke skal se mere til de grimme ansigter.
Forresten spiller Danmark EM-finale søndag klokken 17 her i Beograd.