29-01-12: 13:09 | af: Miriam Kjer, mikj@tv2.dk i Beograd
Foto: ScanpixStatistikken taler sit tydelige sprog. Den serbiske keeper Darko Stanic har stået fantastisk godt ved EM, og går ind til finalen mod Danmark med en samlet redningsprocent på 42.
Til sammenligning har Niklas Landin reddet 34 procent af skuddene i de første syv kampe ved slutrunden, og selv om danskeren dermed også har gjort det godt, tager han hatten af for sin konkurrent.
"Han har helt klart været den bedste keeper under EM," siger Niklas Landin til sporten.tv2.dk.
"Han har stået helt forrygende og været meget, meget kølig i sin ageren."
Forrygende skal dog helst ikke blive synonym med Stanic i søndagens duel om EM-guldet, men det er den danske keeper nu heller ikke så nervøs for.
"Uanset hvordan han står, så tror jeg, at vi kan vinde. Vi har løftet vores niveau siden nederlaget til Serbien i gruppespillet, og det er årsagen til, at vi som hold trækker det længste strå denne gang," lyder meldingen fra Landin.
I Danmarks første møde med værtsnationen ved EM havde Darko Stanic en redningsprocent på 44. Han reddede 17 ud af 39 skud.