30-01-12: 10:48 | af: Kasper Højstrup Nielsen, kahn@tv2.dk
Foto: ScanpixStregspilleren Michael V. Knudsen var tæt på at blive dobbelt EM-guldvinder. I onsdags blev han nemlig ringet op af Ulrik Wilbek, som ville høre, om Knudsen var spilleklar til semifinalen mod Spanien og til en eventuel finale.
"Jeg måtte tage kontakt til klubbens folk og høre, om jeg ikke kunne spille en semifinale og en eventuel finale, men de sagde, at det var for tidligt, og at jeg sandsynligvis ville blive skadet igen. Det var ekstra hårdt at skulle sige nej til at spille en semifinale," siger den skadede landsholdsspiller til sporten.tv2.dk.
"Sådan er gamet, og man kan ikke gardere sig mod skader. For mit vedkommende er OL det helt store mål. OL-medaljerne mangler i mit pokalskab, og jeg vil gøre alt for at få fingre i sådan en."
"Det er utroligt flot"
Flensburg-stregen var i 2008 med til at vinde EM-guld i Norge med Danmark, og var en af de helt store profiler på det danske hold ved den slutrunde.
Selvom han er ked af ikke at have været med ved EM i Serbien, så er skadesmalurten i håndboldbægeret dog ikke noget, der påvirker hans glæde over de danske medaljer.
"Det er utroligt flot. Det er altid dejligt, når Danmark står med guldmedaljerne til sidst. Man kan altid diskutere, hvordan spillet har været undervejs, men i de afgørende kampe var Danmark det bedste hold. Så helt fortjent, at de vinder guld," forklarer Michael V. Knudsen til sporten.tv2.dk.