30-01-12: 14:19 | opd. 30-01-12: 14:36 | af: Kasper Højstrup Nielsen, kahn@tv2.dk
Det var en flok tømmermænds-ramte danske EM-vindere som ankom til København. Men det var også en flok sultne europamestre.
Derfor gik en gruppe direkte mod den første og den bedste pølsevogn, som de kunne finde i lufthavnen.
"Nu er vi kommet tilbage på dansk jord. Så må vi fejre det med en hotdog. Det er ikke al maden, der har været lige god dernede," smågrinte Thomas Mogensen
Svan: Grund til reparation
Også den danske målmand Marcus Cleverly havde plads i maven til hotdog med det hele. Men han afviste dog blankt, at det skulle være på grund af aftenens udskejelser.
"Nej, er du tosset. Vi har ingen tømmermænd. Vi gik tidligt i seng i går," lød det med et stort smil fra målmanden, da TV 2 fangede ham med en hotdog i hånden.
Lidt mere "ærligt" var svaret dog fra fløjspilleren Lasse Svan Hansen.
"Lige nu er det lidt reparation fra i går. Det er nødvendigt," sagde han med en rusten stemme.