31-01-12: 13:25 | af: Kasper Højstrup Nielsen, kahn@tv2.dk
Til sommer stopper Robert Hedin som cheftræner for Aalborg Håndbold.Aalborg Håndbold skal have ny træner fra næste sæson, fordi Robert Hedin, som også er norsk landstræner, ikke må dobbeltjobbe for det norske håndboldforbund.
"Som det ser ud nu, så stopper han til sommer," siger direktør Jan Larsen til sporten.tv2.dk.
"Det er træls. Men vi har jo nok kunnet ane, hvor det bar hen af, så det kommer jo ikke som den helt store overraskelse. Han havde en kontrakt med det norske håndboldforbund, så det har vi vidst hele tiden."
Ærgerlig over træner-exit
Selvom Jan Larsen er ked af at måtte sige farvel til sin svenske træner, så bærer han ikke nag til hverken det norske håndboldforbund eller til Robert Hedin.
"Vi lavede en aftale med det norske håndboldforbund, som gjaldt resten af denne sæson, og det opfylder Robert selvfølgelig, og så tager vi det til efterretning," lyder det fra Jan Larsen som vil savne Hedins lederskab i det nordjyske.
"Han har fået sat noget struktur på, hvordan vi skal spille både forsvar og angreb, og han er god til at finde ud af, hvordan vi får mest muligt ud af hver enkelt spiller. Derudover er han en behagelig person, en dygtig leder og naturligvis en dygtig håndboldtræner," roser Jan Larsen sin træner til sporten.tv2.dk.